I udstillingen ‘Another Domestic Wonder’ tager videokunstner
Elin Kristine Kromann afsæt i skulpturen - et medium som hun
arbejder med i en udvidet form. Hendes skulpturelle undersøgelser
gennemføres med så forskellige materialeformer som hverdagens
objekter og situationer, installation, performance og video.
I sine værker undersøger hun paradokser som skulpturens temporale
dimension og videobilledets volumen.
Kunstneren har her skabt et værk, som udstillingsstedet og tilskueren
selv indgår i. Pixels lille rum er blevet pudset, så fliserne
i loftet og det blanke grå gulv genspejler hinanden, tilskuerne
og videoprojektionen. Projektionen er en næsten to timer lang
‘real time’ version af videoen ‘Another Domestic Wonder’. Filmen
er et slags mininarrativ: på et køkkenbord smelter en tilfældigt
efterladt isterning langsomt væk til en lille vandpyt. I isterningen
og smeltevandet ser vi refleksionen af himmelens uendelige rum
udenfor køkkenvinduet, som ganske langsomt ændrer sig i løbet
af processen. I denne version af værket udvides disse rum og
volumener gennem de forvrængede genspejlinger i galleriets gulv
og loft.
Elin Kristine Kromann overfører her, som i flere andre af sine
værker, undersøgelser af skulpturel karakter – ændring af volumen
og dens forhold til rummet omkring – til videomediet. I videobilledet
kan man skabe en ”fiktiv” volumen – det rum man vælger at indramme
i billedet. Kromann benytter sig her af muligheden for at bearbejde,
‘modellere’, denne volumen ved hjælp af ganske enkle greb.
Udvidelsen af værkets varen til næsten to timer giver en meditativ
effekt. Med det blotte øje opfatter man ikke umiddelbart forandringerne,
men de minimale ændringer i lysforhold og smeltningens fremskriden,
får det rum der reflekterer sig i isen og den voksende vandpyt,
til konstant at forvandles. De små ryk der sker, som når isterningen
vælter, kommer til at fremstå som kæmpe forskydninger, ikke blot
i vandets volumen, men, på grund af de mange rum der spejles
i hinanden, også i hele den volumen der er til stede i videoen,
og i galleriets rum.
Elin Kristine Kromann er født i 1967 og uddannet ved kunstakademierne
i Poznan, Malmö og København. Hun har deltaget i mange solo-
og gruppeudstillinger i Danmark og internationalt. |