En lille hund står overfor næsten overmægtige
fristelser. I den ene video sidder han med en skive spegepølse
på næsen, i den næste med et kæmpe fad med lækre pølser foran
sig. I den tredje video ligger han ligesom korsfæstet af spegepølser
på alle fire poter. Hunden venter på det givne tegn, hvor han
skal få belønningen for sin indsats. Men minutterne går og intet
sker. Den tålmodige lydighed føles som en visuel uendelighed
og situationen føles mere og mere plagsom. Så tydelig er dominansen
og magtrelationen i dette videoværk, at man næsten får gåsehud.
Lisa Strömbeck har i sine seneste værker udforsket temaer som
følelser, magtforhold og arketypiske reaktionsmønstre med hunden
som objekt og performer. Strömbecks videoer er ofte performative
forstået på den måde, at Strömbeck dokumenterer en iscenesat
handling. I hendes seneste videoværker er handlingen altid udført
af hunde.Med hunden som symbolsk substitut for det normative
menneske-væsen, sætter Strömbeck med sine hunde-videoer kroppen
i spil og kommenterer ud fra den iscenesatte handling på indgroede
handlingsmønstre, kønsrollemønstre og krops-tabuer.
Pixel er stolt at præsentere en Danmarks
premiere med denne tredobbelte visning af hundevideoerne, der
tilsammen udgør trilogien: ”In memory of all those who work
without ever getting a reward”, og vi er glade for at kunne
præsentere værket som den første tre-fløjede videoprojektion
i Pixel ever! Det bliver intet mindre en storartet. Kom til onsdagsfernisering
d. 29.10.2008 kl 17-20, der vil som altid være kolde onsdags
øl, artisttalk og rare mennesker ad libitum.
|