Udstillingen: ”Ulve ser ikke x-faktor”, viser helt nye animationer
af videokunstneren og tegneren Tine Maria Beÿer fra foreningen
Fast Video.
Udstillingen " Ulve ser ikke x-faktor " skildrer
med korte animationer, tegninger og tekst en menneskelig tilstand,
der svinger fra det uinspirerede og stillestående til det livssultne
og vågne. Animationerne handler om mental dovenskab, ambition
uden lyst og stilstand overfor dyriskhed, positiv agression og
vildskab. Animationen kommenterer på virkeligheden, ved at forenkle
og skitsere arketypiske eller samtidige karaktertræk, som alle
vil kunne genkende fra sig selv.
Tine Maria Beyer arbejder oftest med video-performance, men
har nu fået liv i de tegninger som ellers har været illustrationer
fra hendes ”humoristisk dagbog”, hvor Beÿer ironiserer og skitserer
situationer fra sit eget liv. I udstillingen ”Ulve ser ikke x-faktor”
har hun projekteret animation og tekst på hver sin væg for at
lade værket indtage hele rummet og på den måde indvolvere beskueren
på et fysisk plan også. Beÿer er blandt andre inspireret af David
Shrigley’s banale og samtidig provokerende karakterer, der lever
i et absurd univers, der dog alligevel trækker samfundskritiske
paralleller til virkeligheden.