Fast video / PIXEL
H.C. Ørstedsvej 66
1879 Frederiksberg C
Præmiere
torsdag d. 17. november
kl. 17 til 22
Kunstneren vil være tilstede
Udstillingen er åben
fredag d. 18. november kl. 17 til 20
lørdag d. 19. november kl. 12 til 15
torsdag d.
24. november kl. 17 til 20
fredag d. 25. november kl. 17 til 20
lørdag d. 26. november kl. 12 til 15
|

|
Scroll down for english text
De fleste mennesker, som lever i storbyen, kender følelsen
af, at være alene med sig selv midt i menneskevrimmelen.
Denne følelse er særlig påtrængende mens
man er undervejs; på vej fra et sted til et andet. Og ganske
særlig i ventesituationer, som når man står og
venter på bussen. Her er vi klemt helt tæt sammen uden
at ville det, og påtvunget den andens ufrivillige nærvær,
trækker vi os ind i os selv, lader næsten som om, den
anden slet ikke er der, og forsøger på vores side
at være så usynlige som muligt.
Film- og videokunstneren Kassandra Wellendorf har med Invisible
skabt et værk, der netop visualiserer denne dobbelte tilstand
af usynlighed. Hun har brugt kameraet som en slags forstørrelsesglas,
og sat fokus på hverdagens verden og venten i det offentlige
rum. Med det lille digitale kamera har fotografen ubemærket ñ og
på næsten videnskabelig vis - kunne dokumentere de
ventendes gestik og mimik; zoome ind på de små, men
afslørende bevægelser, der bevidner folks følelser.
I og med at det perceptuelle fokus forskydes fra makro til mikro
kan man se Invisible som en synliggørelse af ellers oversete
eller usynlige strukturer i vores måder at omgås
hinanden på.
Begynder man nemlig at studere mennesker, der venter, som Kassandra
Wellendorf har gjort det i Invisible, åbenbarer der sig
efterhånden en ventetidens koreografi, som synes specifik
for ventesituationen: Den måde folk utålmodigt stryger
håret tilbage, skraber rastløst med foden i jorden,
roder formålsløst i tasken eller kigger på uret
for tredje gang indenfor frem minutter. Samtidig kan man ved
nærmere eftersyn konstatere, at folk har en pudsig tendens
til at synkronisere deres bevægelser, selvom de ikke vil
være ved hinandens nærværd.
Ventetiden er også i sig selv interessant som fænomen,
idet den inkarnerer en form for vakuum midt i hverdagen - særligt
når den opstår uventet eller ubelejligt. Den er en
slags hul i tiden, et tomt rum, der kun vanskeligt lader fylde
med betydning, da netop ventetid ofte tilbringes i en slags ingenmandsland,
på et ikke-sted i Marc Augès betydning af begrebet.
Og måske er det netop dette betydningstomme rum, der gør
folks små bevægelser interessante, fordi betydningsløsheden
understreger deres afunktionalitet.
Til Invisible er der indsamlet et stort materiale over lang
tid. Det mærker man i den præcise klipning, i vekselvirkningen
mellem nær og fjernbilleder og i videoens rytmiske, næsten
cykliske forløb ñ hvilket alt sammen understreges
af den eksperimentalmusiske lydside. Særligt det cykliske,
som både forstærkes af årstidernes skiften
og en gennemgående tidslig bevægelse fra morgen til
aften, bliver tydeliggjort gennem musikken, idet man næsten
kan tale om en ouverture og en afslutning. Disse binder dog også begyndelse
og slutning sammen på en måde, så man næsten
kan forestille sig videofilmen i et uendelighedsloop.
Invisible har således flere lag; både i konkret
filmisk forstand, og i en overført, fortolkningsmæssig
betydning. Eksempelvis filmes der ofte gennem glas i form af
busstoppestedets transparente vægge eller bussens vinduer,
hvilket understreger den i videoen indbyggede dobbelthed mellem
at noget på den ene side er synligt, men vi vælger
ikke at se det ñ fx medpassageren, den anden, og at noget
er usynligt, men som beskuere får vi via videoen alligevel
et adgang til dette ellers usynlige eller oversete som fx kropssproget
indirekte afslører. En anden dobbelthed ligger i diskrepansen
mellem videoens bevidst dvælende og smukke billeder, og
så den afgrund af ensomhed og isolation eller klaustrofobisk
rastløshed, der for nogle af de filmedes vedkommende ligger
lige under overfalden.
Kassandra Wellendorfs Invisible er ikke en videnskabelig film,
men i rummet mellem det dokumentariske og det poetiske kan den
ses som et apparaturets forstørrende blik på nogle
sociale mekanismer eller systemer, der ellers synes umiddelbart
usynlige fra en makroskopisk betragtning.
Kristine Kern
|
Most people living in a metropolis know the feeling of being
alone with themself in the middle of a crowd. This feeling is especially
insistent when you are on the way from one place to another, particularly
in situations of waiting, such as when you are waiting for a bus.
Here we are being squeezed together without wanting to, and, being
forced to endure the proximity of another equally unwilling person,
we withdraw into ourselves, almost pretending that the other is
not there at all, and trying on our part to be as invisible as
possible.
In Invisible, film and video artist Kassandra Wellendorf has
created a work which crystallises this double condition of invisibility.
She has used the camera as a kind of magnifying glass, focused
on the everyday world of waiting in a public space. Using a small
digital camera the photographer has unobtrusively managed to
document in an almost scientific way the gestures and facial
expressions of the waiting; to zoom in on the small but revealing
movements which express people's feelings. In the sense that
the perceptual focus is transposed from macro to micro, Invisible
may be seen as a visualization of otherwise neglected and invisible
structures which are present in the way we consort with other
people.
Studying waiting people as Kassandra Wellendorf has done in
Invisible, a choreography gradually emerges which seems to be
specific for the condition of waiting: The way people toss back
their hair impatiently, paw the ground restlessly, rummage without
purpose in their bags or consult their watches for the third
time within five minutes. Looking closer, it is demonstrated
that people have a curious tendency to synchronize their movements,
even if they will not recognize each other's presence.
The phenomenon of waiting is also interesting, in that
it is an instance of vacuum in the middle of everyday life,
especially if it occurs unexpectedly or inconveniently. It
is a kind of gap in time, an empty space which is only with
difficulty filled with meaning, because periods of waiting
in particular are often spent in a kind of no man's land, in
a 'non-place', to use Marc Augè's term. And perhaps
it is exactly this meaningless space which makes people's small
movements interesting, because their apparent meaninglessness
underlines their afunctionality.
The material for Invisible has been collected over a long
period of time. That is felt in the precise cutting, in the
interaction between close-ups and long shots, and in the rhythmic,
almost cyclical course of the video ñ all of which is
emphasised by the sound track. The cyclical in particular,
which is intensified by the change of seasons as well as by
the recurrent temporal movement from morning to night, is signified
through the music; An overture and a finale can almost be discerned.
These also serve to tie together the beginning and the end
in such a way that the video can almost be imagined running
in an eternal loop.
Invisible operates on several levels; in a concrete cinematic
sense, and in a figurative, interpretative sense. For instance,
scenes are often shot through glass in the form of the transparent
walls of a bus shelter or through the windows of a bus, thus
emphasizing the ambivalence of something which on the one hand
is visible but by choice not seen - the fellow passenger - and
on the other hand is invisible, but made accessible to the viewer
who gains access to those unseen or overlooked phenomena which
are revealed indirectly by body language, among other things.
Another ambivalence is expressed in the discrepancy between the
conscious lingering over beautiful scenes, and the depth of loneliness,
isolation or claustrophobic restlessness which for some of the
subjects of the video appears to lie just below the surface.
Kassandra Wellendorf's Invisible is not a scientific film,
but working between the documentary and the poetic it can be
seen as the camera's magnifying view of various social mechanisms
or systems which would otherwise seem invisible.
Kristine Kern
(Kristine
Kern is an art historian and critic who lives and works in
Copenhagen) |
|